Toxin mod rynker
Hvad er toxin?
På Klinik Milfeldt har vi valgt at bruge ordet “toxin” om det stof, der både er berømt og berygtet for sin virkning på rynker - og som alle kender. Ordet er desværre blevet sværere og sværere at bruge på nettet i dag. Dels fordi reglerne for at reklamere med kosmetiske behandlinger er blevet skærpet. Dels fordi det ord, der i folkemunde bruges om stoffet, er et handelsnavn og ikke det virksomme stof. Men hvis du skulle være i tvivl, så taler vi altså om det, der ifølge NATO-alfabetet skrives sådan her:
Bravo Oscar Tango Oscar X-ray.
​
Toxin mod rynker
Toxin er meget effektivt til "dynamiske" rynker - dvs. de rynker der dannes, når man laver grimasser. Når toxin udglatter uskønne rynker, får man ofte et mere imødekommende og yngre udtryk, der signalerer mere overskud. Men da ansigts-mimikken er en utroligt vigtig del af vores non-verbale kommunikation, er det vigtigt at der behandles med finesse.
​
Læs vores patientinformation

Kort om toxin v. Pavia Lumholt
Toxin som forsøgs-behandling af andre tilstande
Toxin mod smerter i ar
Man har i mange år vidst, at toxin kunne lindre smerter, der skyldtes muskelspændinger. Men ny forskning viser, at toxin - foruden den muskelafslappende virkning - også er langvarigt lokalbedøvende. Og at kroniske smerter således ofte kan behandles, selvom de ikke skyldes muskelspændinger.
​
Behandling af ar og arvæv er et kerneområde inden for plastikkirurgien. Men smerter i arvæv, som man ikke kan bedre med en operation, har hidtil været et forsømt område. Det skyldes, at toxin-behandling af kroniske smerter som f.eks. hovedpine traditionelt set har været varetaget af neurologer og neurokirurger - ikke plastikkirurger.
​
Pavia er den første plastikkirurg i landet, der tilbyder toxin-behandling af smerter i arvæv. Det er Pavias erfaring, at 1/2 har så god effekt, så de kommer igen for at få gentaget behandlingen. Og så er der 1/4, der får brudt en ond cirkel og ikke har brug for yderligere behandlinger - typisk arvæv, der ikke er mere end et par år gammelt. Og den sidste 1/4 har ikke overbevisende effekt.
​
​
​
Toxin mod arvæv
Man har vidst længe, at ar reagerer på den belastning, der er over arret i månederne efter en operation. Det er bl.a. derfor, man anvender plaster på ar i 3-4 måneder: Det er fordi plasteret støtter arret, så belastningen ligger i plasteret og ikke så meget i arret. Man har efter samme princip kunnet påvise, at hvis man hæmmer mimikken tæt på et nyt ar i de efterfølgende måneder med en enkelt toxin-behandling, så mindskes ar-dannelsen også. Det taler for at hæmme mimikken med toxin i den del af ansigt eller hals, hvor man er opereret. I håb om at få nogle ar, der er så diskrete som muligt.
​
Man har derudover kunnet påvise, at toxin i selve arret hæmmer ar-dannelsen. Man har ganske enkelt lavet nogle “split-scar” studier, hvor én halvdel af et ar har fået toxin og den anden ikke. De har vist, at de behandlede ar helede pænere. Det taler for, at indsprøjte toxin i arret omkring operationstidspunktet eller 1-2 uger efter.
​
​